Sanos Clinic ledes af et erfarent team med baggrund i klinisk forskning, sundhed og lægemiddeludvikling. Fælles for dem er ønsket om at skabe trygge rammer for kliniske studier – til gavn for både deltagere og fremtidens patienter.
Ledelsen har ansvar for den daglige drift, kvaliteten af vores studier og for, at alle deltagere møder en professionel og menneskelig tilgang gennem hele forløbet.
Mette blev uddannet sygeplejerske i 2004, og allerede året efter begyndte hun at arbejde med klinisk forskning. Hun har opbygget en stærk international profil i feltet, og i 2015 blev hun udnævnt til global direktør for klinisk forskning i neurovidenskab hos en stor amerikansk koncern – en rolle, hvor hun stod i spidsen for opstart af studier, træning af forskningspersonale, kvalitetssikring og global monitorering.
Siden 2019 har Mette været en nøglefigur i Sanos Clinic, hvor hun som klinikchef har spillet en stor rolle i at opbygge klinikken i Gandrup. Mette har altid ledet Sanos Clinic med strategisk overblik og et stærkt fokus på vækst og kvalitet – først som COO, og siden 2022 som CEO.
Mette har det overordnede ansvar for, at alle klinikker drives professionelt og med deltageren i centrum, og hendes tilgang er præget af ordentlighed, nærvær og en klar ambition: At gøre klinisk forskning mere tilgængelig og menneskelig.
Helene blev uddannet læge fra Aalborg Universitet i 2018, og har klinisk erfaring fra både hospitalsansættelser og flere ansættelser i almen praksis. Hun har altid haft en stor interesse inden for forskning og har tidligere bl.a. lavet neurologisk og reumatologisk forskning i samarbejde med forskere på Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital.
Helene blev ansat som læge i Sanos Clinic i januar 2020 og har altså været en del af klinikken fra start. Som læge har Helene været forsøgsansvarlig på en lang række studier. Fra januar 2022 til september 2024 var Helene assisterende Klinikchef – og i oktober 2024 tiltrådte hun tillingen som Klinikchef i Sanos Clinic Gandrup.
Som sundhedsfaglig føles arbejdet med klinisk forskning meget meningsfuldt for Helene. Det er vigtigt for hende at bidrage til, at deltagere i kliniske studier hos Sanos Clinic har en god og tryg oplevelse. Desuden er et godt arbejdsmiljø en stor prioritet for Helene. Når alle kollegaer har det godt, skaber det en helt særlig holdånd, som udnyttes til at levere top-kvalitet i studierne.
Sidsel blev uddannet læge i 2009 og har siden opbygget en solid og bred klinisk erfaring fra både hospitalsvæsenet og almen praksis. Hun har arbejdet på en række forskellige afdelinger – herunder reumatologi, medicin, kirurgi, psykiatri, pædiatri og gynækologi – og blev speciallæge i almen medicin i 2020.
Siden oktober 2020 har Sidsel været tilknyttet Sanos Clinic i Vejle, hvor hun som ansvarlig læge har stået i spidsen for flere forskningsprojekter. I april 2024 tiltrådte hun rollen som klinikchef og leder i dag klinikken med faglig grundighed, bred klinisk indsigt og et stærkt fokus på kvalitet i både behandling og forskningsarbejde.
Lena blev uddannet sygeplejerske i 1986 og har en solid klinisk baggrund inden for neonatologi, obstetrik og akutmedicin. Siden 2006 har hun arbejdet med klinisk forskning og har gennem årene opbygget bred erfaring med fase 2–4-studier samt ledelse af både drift og personale.
Hun har tidligere haft roller som Study-Team Manager, Clinic Manager og Country Manager og blev i november 2023 en del af Sanos Clinic. Hun blev konstitueret klinikchef for Herlev-klinikken i januar 2024 og overtog officielt ansvaret i april samme år. Lena leder klinikken med stort overblik, faglig tyngde og et stærkt fokus på tryghed og kvalitet for både personale og deltagere.
Bernt blev uddannet læge i 2008 og har siden 2011 arbejdet med klinisk forskning – både i det offentlige sundhedsvæsen og i ledende roller i medicinalindustrien.
Han er specialiseret i patientsikkerhed og har haft ansvar for sikkerheden i globale kliniske studier hos både Novo Nordisk og ALK Abelló, hvor han i 2020 blev kåret som ‘Årets globale leder’.
Siden 2022 har Bernt været en del af Sanos Clinic i Herlev, hvor han er ansvarlig for sikkerheden og det lægefaglige overblik i vores fase 1-studier. Han har en særlig interesse for tidlig lægemiddeludvikling, hvor grundighed, etik og patientnærhed går hånd i hånd.
Peter blev uddannet læge i 1990 og valgte allerede i 1993 at dedikere sig til klinisk forskning og lægemiddeludvikling.
Han har arbejdet med en lang række terapeutiske områder, herunder osteoporose, åreforkalkning, hyperkolesterolæmi, hjertekarsygdomme, menopause, type 2-diabetes, migræne, KOL, irritabel tyktarm, osteoartrose, Alzheimers sygdom og vaccineudvikling.
Peter har været ansat som læge ved Sanos Clinic i Vejle siden 2019 og har siden december 2022 også været tilknyttet Science-teamet i Sanos i en deltidsrolle.
Vi er en del af Sanos, en organisation, der er dedikeret til at udvikle behandlingsmuligheder hurtigere og mere effektivt – og vi understøttes af organisationens Executive Management, som bl.a. omfatter vores Chief Scientific Officer og øvrige ledelse.
Dette betyder, at vores klinikker hviler på et solidt fagligt fundament med fokus på kvalitet, sikkerhed og ansvarlig forskning.
Home Om Sanos Clinic Vores ledelse
We use cookies to optimize our website and our service.